Dying Light 2: Stay Human får livestream event i aften

Det er faktisk ikke kun Horizon Forbidden West, som får opmærksomhed denne aften. To timer før Sonys State of Play er Techland nemlig endelig klar til at åbne sluserne, for deres kommende Dying Light 2, som i øvrigt har fået undertitlen “Stay Human”.

Dying Light 2: Stay Human prøvede at skabe lidt hype omkring sig selv tilbage i marts, men fik altså ikke pulsen op hos de ivrige seere. Denne gang bør der dog være lagt i ovnen til en fuldbyrdet præsentation, hvilket bestemt også må siges at være på tide.

Udover bare at vise reelt gameplay, så er det også værd at håbe på en udgivelsesdato. Spillet er indtil videre blot sat til at udkomme i 2021, men det kunne nu være rart at vide noget mere specifikt. I forhold til konsoller har Dying Light 2: Stay Human blot været annonceret til Xbox One og PlayStation 4, men det kunne helt klart klæde præsentationen, at sætte nogle ord på kompatibilitet med Xbox Series X|S og PlayStation 5.

Vil du se med, så foregår det på Techlands Twitch-kanal, og det starter kl. 21:00 dansk tid.