Du SKAL mindst dræbe 726 mennesker i Grand Theft Auto V

Du har garanteret på et eller andet tidspunkt forsøgt at køre efter færdselsreglerne, mens du har spillet Grand Theft Auto V fra Rockstar Games. Måske har du i det hele taget forsøgt at spille som en retskaffen borger. Det har jeg i hvert fald selv prøvet på flere gange. Det har dog aldrig holdt mere end få minutter, før den lovløse spillestil trak mig tilbage i dybet.

Men Sex-Positive Gamers har formået at holde sig på dydens sti. Og de har fundet ud af, at for at gennemføre spillets single player-del, så får man altså minimum 726(!!) liv på samvittigheden. Det løber op i 258 drab til den vanvittige, skydegale Trevor, moderate 172 til Michael og hele 295 til Franklin.

Så selv hvis man påtager sig den mest pacifistiske tilgang til spillet som overhovedet muligt, så kan du ikke undgå at blive en decideret massemorder der ville gøre enhver krigsherre misundelig.