Diablo II: Resurrected starter technical alpha denne weekend

Kan du slet ikke vente med at spille Diablo II: Resurrected, så er det bare om at melde sig til på Diablo II’s hjemmeside. Fredag den 9. april kl. 16:00 dansk tid tages der nemlig hul på en technical alpha på PC, som varer til mandag den 12. april kl. 19:00.

I første omgang bliver det kun muligt at spille solo, men den pressemeddelelse vi har modtaget forsikrer, at multiplayer naturligvis er en stor del af Diablo II: Resurrected, og vil blive testet senere på året. Bemærk at det vil kræve en internetforbindelse, for at kunne spille denne alpha-test, men at det færdige spil vil tillade traditionelle offline-sessioner.

Til gengæld er der rig mulighed for at teste adskillige af spillets funktioner. Af de tilgængelige figurer i alphaen, vil der blot være adgang til Barbarian, Amazon og Sorceress, som vil kunne spille sig hele vejen igennem de to første akter, altså til og med boss-kampen mod Duriel. Der vil ikke være en level cap, så der er rig mulighed for at lege rundt med samtlige evner til de tre figurer.

Det vil også være muligt at opleve nogle af de quality of life-forbedringer, som Diablo II: Resurrected vil byde på. Blizzard nævnes blandt andet auto gold pickup, delt stash og support til controllere.

Blizzard har samlet al information om den kommende technical alpha på deres hjemmeside.

Jeg har også netop oprettet en Diablo II: Resurrected-tråd i vores forum, hvor jeg hjertens gerne vil høre om jeres forventninger til spillet. Jeg har endda åbnet snakken, ved på forhånd at afgive løfte om at jeg agter at spille konsol-versionen, til trods for min skepsis omkring spillets inkorporering af controllerstyring.