Der er ræs, krig og survival i maj måneds PlayStation Plus-spil

PlayStation Plus-spillene for maj er blevet offentliggjort, og det er en ganske solid blanding af titler, der bør appellere til et væld af gamere. Som der har været for vane siden udgivelsen af PlayStation 5, så er der ét spil til den konsol, mens PlayStation 4 får to titler gjort tilgængelige. Sidstnævnte kan naturligvis også afvikles på PlayStation 5 via bagudkompatibilitet.

Den største tilføjelse til PlayStation Plus-biblioteket er uden tvivl Battlefield V. Spillet udkom tilbage i 2018, og for PlayStation Plus-abonnenter med en PlayStation 5, er det et fremragende supplement til Battlefield 1, som er tilgængelig via PlayStation Plus Collection på den konsol.

Survival-entusiaster kan se frem til Stranded Deep, som også finder vej til PlayStation 4.

På PlayStation 5 skal der smadres biler i Wreckfest: Drive Hard, Die Last. Spillet er udviklet af studiet bag FlatOut, og deres erfaring med motoriseret djævelskab skal nok kunne stille sulten for dem med benzin i blodet.

Spillene bliver gjort tilgængelige den 4. maj. Har du ikke hentet spillene for april, så kan du stadig nå det, da de først forlader tjenesten den 3. maj.