Days Gone inficerer PC-platformen den 18. maj

Det er lige knap to år siden Days Gone udkom eksklusivt til PlayStation 4. PlayStation Plus-abonnenter har desuden fri adgang til spillet i april måned, så der er nok adskillige PlayStation-ejere, som har nydt godt af zombie-eventyret allerede nu. Snart kan PC-folket også lege med, da Days Gone har fået sig en udgivelsesdato på den platform.

Nærmere bestemt er der tale om den 18. maj, hvor Days Gone altså finder vej til PC via Steam og Epic Games Store. I forbindelse med annonceringen, er en trailer kommet online, som fremviser spillet på PC, og det er altså nogle ret lækre features, der bliver inkluderet i den version:

Days Gone vil altså understøtte ultra-wide monitorer, en unlocked framerate, mulighed for adskillige grafiske justeringer og support til både first og third party controllere. Pressemeddelelsen som vi har modtaget fra PlayStation, sætter også et par ord på hvad PC-versionen vil byde på:

“Den nye PC-version byder bl.a. på forbedret grafik, understøttelse af ultra-wide skærme (21:9), fuld understøttelse af mus og tastatur, samt inkluderer al post-launch content fra PlayStation 4.”

Du kan læse alle detaljerne på PlayStation-bloggen, hvor du også finder en masse screenshots fra PC-udgaven, som er fanget i det understøttede 21:9-format. Tjek for eksempel bare billedet herunder:

Skal du have Days Gone på PC?