Days Gone-Director: “Køb spil til fuld pris, hvis du vil have en efterfølger”

Hvis en spiludvikler eller -udgiver vil tjene så mange penge som muligt, så skal de selvfølgelig tage så høj en pris for en vare, som de kan slippe af sted med. Det er dog ikke alle, som har en pengepung, der snildt kan tømmes flere gange om måneden, for at få fingrene i de nyeste AAA-spil på markedet. Det er derfor ikke uvant praksis, at man som gamer punger, ud for de spil man er aller mest spændt på, og så gemmer andre titler til fremtidige udsalgsevents.

Days Gone fra Bend Studios er et af de spil, som vi næppe skal regne med at se en efterfølger til. Det lader til at spillets creative director, John Garvin, ikke er helt så begejstret for det faktum, hvilket han giver udtryk for, i et interview med David Jaffe på sidstnævntes YouTube-kanal.

Videoen er omkring fire timer lang, og jeg kryber gerne til korset og indrømmer, at jeg ikke har set det hele. Det har VideoGamesChronicle til gengæld, og de har været så venlige, at opsnappe en interessant bid. Garvin udtaler nemlig, at hvis man ønsker at se en efterfølger til et spil, så kræver det en investering til fuld pris:

“If you love a game, buy it at fucking full price. I can’t tell you how many times I’ve seen gamers say ‘yeah, I got that on sale, I got it through PS Plus, whatever’.”

Days Gone udkom til PlayStation 4 den 9. april 2019. I marts samme år udkom også Devil May Cry 5, The Division 2 og Sekiro: Shadows Die Twice, mens april 2019 bød på Mortal Kombat 11. Det er altså ikke små titler at kæmpe imod, når det handler om at få gameres opmærksomhed – og lommepenge.

I interviewet spørger Jaffe også, om det er helt fair at bede gamere betale fuld pris, for et spil de ikke ved om de vil elske. Hertil svarer Garvin, at det selvfølgelig ikke er noget man kan vide, men at man ingen ret har til at beklage sig, hvis en efterfølger ikke bliver aktuel, når man lader penge blive i pungen.

Jeg kan godt mærke, at John Garvin sandsynligvis trykker på nogle knapper hos økonomisk bevidste gamere, men han har teknisk set ret. Spilbranchen er indrettet således, at hvis et spil ikke er et økonomisk hit nærmest på udgivelsesdagen, så er der få argumenter tilbage, for at koge mere suppe på den pågældende IP.

Hvis du vil handle på disse udmeldinger, så udkommer Days Gone på PC den den 18. maj. Nærige slamberter med en PlayStation-konsol og et PS Plus-abonnement, kan tilføje spillet til deres samling indtil den 3. maj.

Skal vi bare kaste alle vores penge efter alle spil, eller er der gode argumenter for mådehold, udover den økonomiske ansvarlighed for slutbrugeren?