Crysis Remastered Trilogy udkommer senere i år

Jeg tog fejl, da jeg i sidste uge spekulerede i, om Crysis 2 Remastered var på vej med en annoncering. Det skulle åbenbart vise sig at være den samlede Crysis-trilogi, hvor vi indtil videre blot er blevet velsignet med en opgradering af originalen.

En teaser blev gjort tilgængelig på YouTube i går, og den kan du se herunder:

Crysis 2 og 3 får altså samme behandling som det oprindelige Crysis, og er sat til udgivelse dette efterår på alle aktuelle platforme. De to “nye” spil vil kunne købes separat, men en bundle med alle tre spil vil naturligvis også blive gjort tilgængelig.

Det er værd at bemærke, at Crysis 2 og 3 noteres som spilbare på Xbox Series X og PlayStation 5 via bagudkompatibilitet. Det lader altså ikke til at der vil være en markant opgradering af spillene på disse platforme, men ifølge den officielle annoncering fra Crytek, så vil begge spil angiveligt blive afviklet mere flydende på disse konsoller.

Crysis Remastered Trilogy er sat til udgivelse i efteråret 2021.