Crusader Kings 3’s første DLC-pakke er selvfølgelig med vikinger

Som for godt 1000 år siden, så er det bare ikke muligt at undslippe vikingerne. Interessen for vores skandinaviske forfædre har sat sig godt og grundigt fast i gamingregi, og denne gang er det i forbindelse med strategispillet Crusader Kings 3 fra Paradox Development Studio.

Northern Lords er title på den første DLC-pakke til Crusader Kings 3. Som navnet antyder, bringer pakken nordiske folkefærd til spillepladen, hvor udforskning og plyndring er på dagsordenen.

Du kan se den officielle præsentation herunder:

I Northern Lords finder man nye Dynasty Legacies, som naturligvis fungerer sammen med alle de forhenværende. Dertil er der adskillige nye enheder med unikke grafiske fremtoninger, en lang række af nye valg til hvordan man vil skabe sit kongerige og mere til.

I betragtning af Northern Lords blot er en såkaldt “Flavor Pack”, så er det altså en yderst fyldig pakke. Du skal ikke engang vente særlig længe med at få fingrene i den. Udgivelsen er sat til den 16. marts 2021, hvilke vil sige i morgen.