Crash Bandicoot 4: It’s About Time på PC kræver en konstant internetforbindelse

I fredags blev Crash Bandicoot 4: It’s About Time udgivet på PC-platformen via Battle-net. Udgivelsen er dog blevet mødt med en del harme fra spillere. Det var åbenbart de færreste der havde tænkt over, at spillet ville kræve en konstant internetforbindelse, til trods for at det er en single player-oplevelse, som kun tilbyder local co-op.

Det gjorde det bestemt ikke bedre, at selv dem som havde en stabil forbindelse til internettet, blev mødt af fejlmeddelelser når de prøvede at logge ind. Blizzard påpegede problemet på Twitter, men blev omgående mødt af en stormflod af kritik:

Argumentet for den praksis, som bestemt ikke er sjælden, er naturligvis at sikre sig at der ikke florerer ulovlige og spilbare piratkopier af et spil. Det er dog tragisk, når tekniske udfordringer rammer dem, som rent faktisk betaler prisen for et spil som bare skal fungere.

Her kunne man naturligvis bare lade bålet brænde ud. En afsluttende kommentar skal dog knyttes til følgende sætning, som man finder på spillets salgsside på Battle.net:

“Activision makes no guarantee regarding the availability of online features and may modify or discontinue those at its discretion without notice.”

Fra den ene dag til den anden, kan Activision altså lukke ned for onlinefunktionaliteter. Reelt set betyder det, at spillet kan gøres uspilleligt når som helst, og så er de penge smidt ud af vinduet. Nu er Crash Bandicoot 4: It’s About Time en ny udgivelse på platformen, så det sker næppe foreløbigt. Men at Activision har fundet det nødvendigt at skrive, giver en virkelig dårlig smag i munden.