Chivalry 2 klar med blodig launch trailer forud for udgivelse på tirsdag

Der er mindre end en uge til de blodige udskejelser i Chivalry 2 fra Torn Banner Studios finder sted. Har du ikke allerede fået blod på tanden efter spillets åbne beta, så kan det være, at den nye lanceringstrailer kan fremprovokere den mørkerøde væske i mundvigen.

Chivalry 2 er tydeligvis ikke et spil for sarte sjæle, hvilket tydeligt ses på nærkampsbillederne i traileren. Man kommer helt tæt på sine modstandere, og såfremt der ikke er en hjelm i vejen, kan man nærmest holde øjnekontakten med sin modstander, mens man pløjer et spyd genne kraniet på dem. Jeg kan i hvert fald ikke undgå at få installeret lidt gåsehud på min rygrad.

Der bliver budt på gigantiske middelalderkampe med op til 64 spillere. Udover en forventelig udgivelse på alle aktuelle platforme, så udmærker spillet sig også ved at tilbyde cross-play på tværs af PC og konsoller. Det bliver derfor næppe svært, at finde nogle venner som har lyst til at kløve eller blive kløvet på slagmarken.

Chivalry 2 udkommer tirsdag den 8. juni til Xbox One, Xbox Series X|S, PlayStation 4, PlayStation 5 og PC via Epic Games Store. Sidstnævnte praler af eksklusivitet på PC-platformen i et år, før det også vil finde vej til Steam.