Borderlands 3’s Directors Cut udskudt

GearBox, udvikleren bag Borderlands-universet annoncerede i går på Twitter, at den næste udvidelse til Borderlands 3, Directors Cut, er blevet udskudt. Spillet skulle have været udgivet den 18. marts, men er nu udskudt til den 8. april.

Sådan lyder det i den officielle udtalelse, som teamet bag Borderlands 3, har offentliggjort på Twitter. Udskydelsen skyldes de voldsomme snestorme, der har lukket store dele af den amerikanske delstat Texas ned. Herunder alle de spiludviklere, som har kontorer i delstaten (Tak til Kotaku).

Screenshot af Hemovorus fra GearBox

Fans af det syrede tegneserielignende apokalypse-univers må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Til gengæld kan de se frem til en række sidemissioner og nogle nye, tilbagevendende events. Man vil blandt andet kunne se frem til at løse en række mordmysterier, hvor historien er bygget som en podcast. Det mest spændende ved udvidelsen må siges at være tilføjelsen af en ny raid-boss. Der er tale om den enorme insektlignende skabning, Hemovorous, The Invincible, som spillere skal samarbejde om at nedlægge.

Med opgraderingen til den nye generation af konsoller, PS5 og Xbox Series X tilbage i efteråret, og den kontinuerlige strøm af nyt indhold, er der stadig masser af liv i Borderlands 3. Jeg vil da også gerne personligt anbefale spillet, hvis man er til en loot and shooter, der ikke tager sig selv alt for alvorligt.