Blizzard melder om cross-play i Overwatch ‘snart’

Der tales, skrives og læses i øjeblikket meget om Overwatch, mest af alt fordi det ikke er mere end tre ugers tid siden, at Blizzard Entertainment endelig gav fans, det første reelle indblik i, hvad de kan forvente sig af den kommende efterfølger til det populære spil. 

Nu har Blizzard endnu engang delt nyheder om Overwatch, denne gang handler det dog ikke om den kommende toer, men i stedet om en ændring, måske forbedring, af det første spil i serien. 

I en ganske kort udmelding på playoverwatch.com, deler Blizzard nyheden med følgende ord: 

“Cross-play kommer snart til Overwatch, og gør det muligt for spillere, at danne grupper og spille sammen. Drevet af den nyeste opdatering på Battle.net, vil spillere fra hele verden kunne slå sig sammen, uanset deres platform,”

Blizzard tilføjer yderligere, at alle der laver en konto på Battle.net, og logger ind på Overwatch ‘i slutningen af 2021’ vil modtage en ‘Golden Loot Box’.

Om Overwatch vil fungere lige godt for alle, nu når brugere af forskellige platforme bliver kastet sammen, eller om brugere af en særlig platform (PC) vil have en stor fordel, må tiden vise. 

Blizzard har endnu ikke sat en specifik dato for hvornår, denne store sammensmeltning finder sted, og man fristes en smule, jeg gør hvert fald, til at tro, at cross-play er Blizzards måde, at presse de sidste dråber ud af Overwatch-citronen, før størstedelen af fansene sandsynligvis vil skifte til Overwatch 2, når det engang udkommer. 

Ikke desto mindre, vil der ‘snart’ være mulighed for, at kæmpe med eller mod venner, på tværs af platforme, hvilket uden tvivl vil give nogle spillere muligheden for, at nyde et kæmpehit af et spil, på måder der ikke tidligere var mulige, og det må siges at være positivt!