Biomutant redder lidt ære med gameplay-gennemgang på Xbox Series X

I mandags bragte vi nogle gameplay-trailere for Experiment 101’s kommende Biomutant. Dengang var det nemt at se, at PC-gamere kunne se frem til en væsentligt flottere afvikling af spillet, end hvad den tilsvarende udgivelse kan præstere på både Xbox One og PlayStation 4.

Nu er der så kommet endnu en trailer frem, som viser præcis den samme sekvens i spillet, men denne gang afviklet på en Xbox Series X. Det første man bemærker, er at spillet nu kører med 60 billeder i sekundet, og en 4K-opløsning som bestemt giver lidt trøst til ejere af de nyeste konsoller.

Som det nævnes i beskrivelsen til traileren, så er det værd at bemærke, at det ikke er en “native current gen experience”. Der er altså en høj grad af bagudkompatibilitet på spil her, men dog med en væsentlig opgradering, som kommer Xbox Series X-ejere til gode, og angiveligt også dem der sidder med en PlayStation 5.

Biomutant udkommer den 25. maj 2021, altså allerede på tirsdag, til PlayStation 4, Xbox One og PC. Vi håber at der på et eller andet tidspunkt, bliver meldt noget ud om en reel optimering til PlayStation 5 og Xbox Series X|S.