Biomutant på PC er utvivlsomt flottere end konsollernes ditto

Jeg er sjældent den der råber højest, når et spil er overlegent på en platform frem for en anden. Jeg ved desuden også godt, at jeg kommer til at lyde som “Captain Obvious”, når jeg nu for en sjælden gangs skyld, måber over forskellen mellem PC- og konsolversionen af det kommende Biomutant fra svenske Experiment 101.

Før weekenden blev to trailere gjort tilgængelige. Trailerne viser den samme mission, men afviklet på henholdsvis PC og konsollerne, og forskellen har bestemt fremprovokeret et par panderynker i ansigtet på mig.

Tjek først PC-versionen her:

Med en silkeblød framerate på 60 billeder i sekunder og knivskarp 4K-opløsning, glider spillet af sted som en drøm. Både platform- og action-sekvenserne kommer virkelig til sin ret, og understreger hvorfor Biomutant er på min radar.

Vælger man til gengæld at se traileren som demonstrerer spillets afvikling på PlayStation 4 og Xbox One, er historien en ganske anden. Her holder spillet sig på beskedne 30 billeder i sekundet, men en 1080p-opløsning. Havde jeg kun set konsol-præsentationen, havde jeg næppe tænkt et sekund over det, men sammenlignet med PC-udgaven, er det altså en verden til forskel.

Se selv her:

For at være helt fair, så er det også meget at forlange, at et spil med udgivelse i 2021, som (indtil videre) ikke er annonceret til PlayStation 5 og Xbox Series X, kan hamle op med de kræfter som en moderne PC besidder.

Jeg spår at spillet nok skal modtage en fremtidig patch, som netop optimerer spillet til de nyeste konsoller fra Sony og Microsoft. I den tilstand spillet præsenteres i ovenstående trailere, kan jeg dog godt forstå, hvis dem der havde tænkt at samle spillet op til PlayStation 4 eller Xbox One, føler sig en anelse skuffede.

Biomutant udkommer til PlayStation 4, Xbox One og PC den 25. maj 2021.