BattleCat: multiplayer-shooteren med figurer fra andre Tom Clancy-spil

Navnet Tom Clancy associeres muligvis af de fleste med romaner omhandlende spionage og militære efterretninger. Er man derimod gamer, tænker man nok snarere på spil som Ghost Recon, The Division eller Splinter Cell.

Hvis du er blandt de sidstnævnte, og i øvrigt er begejstret for ovennævnte spil, så bør du nok slå øjnene op nu. Fortrolige dokumenter fra Ubisoft er nemlig blevet lækket af Twitterbrugeren Zer0Bytes, og disse omtaler et spil med titlen BattleCat, som angiveligt er en first person shooter, hvor man kan spille som figurer fra føromtalte spil.

Tweetet er desværre blevet fjernet, hvilket sandsynligvis skyldes at Ubisoft har været hurtige til at reagere. VideoGamesChronicle påstår dog at have egne kilder, som bekræfter ægtheden af BattleCat og dets udvikling.

Det forlyder at BattleCat lader spilleren vælge figurer som Echelons fra Splinter Cell, Wolves fra fra Ghost Recon Breakpoint samt Cleaners og Outcasts fra The Division. De adskiller sig ved at have særlige evner, hvor Echelons har radar stealth og Wolves stærkere udrustning. Dertil er der også unikke evner, som for eksempel Outcasts som kan forhindre deres nærmeste allierede i at dø.

BattleCat lyder som en yderst fjollet titel, og det er ikke helt fjernt at forestille sig, at det blot er en arbejdstitel. Det er dog næppe heller et spil Ubisoft kommer til at snakke åbent om i et stykke tid, og i hvert fald slet ikke under deres E3 show Ubisoft Forward. Konceptet lyder ellers virkelig interessant, og vi ser meget frem til at høre mere om projektet, når ellers Ubisoft er klar til at vise noget.