Aprilsnar: Bird of Play præsenterer: en Gylden Grillkylling a.k.a. “GG-kyllingen”

Denne artikel var naturligvis en aprilsnar. Artiklen forbliver online som et historisk klenodie.

Det er i dag præcis en måned siden Bird of Play gik i luften. Det skal naturligvis fejres, og det har vi valgt at gøre, ved at annoncere en kulinarisk oplevelse, som er helt i tråd med vores bevingede brand.

Det er med stolthed vi kan præsentere en “Gylden Grillkylling”, der dagligt vil blive omtalt som “GG-kyllingen”. En menu med GG-kyllingen indeholder en halv sprødstegt kylling, gyldne pommes frites med hjemmerørt remoulade, tre guldbagte skiver brød og en gylden salat bestående af gul peberfrugt, gule tomater og majs. Bemærk især salatens anretning som en fuglerede, som vi her på redaktionen er særligt begejstrede for.

Chefredaktør Christian “Chrism” Madsen er klar til at sætte tænderne i sin friskleverede GG-kylling.

GG-kyllingen er blevet til virkelighed sammen med grillbaren “Den Gyldne Ørn” på Ørnevej i Fuglekvarteret i København NV. Grillbarens ejer, Ove R. Whelming, kunne nærmest ikke få armene ned, da vi kontaktede ham omkring ideen:

“Gamere elsker grillmad – det ved enhver. Så da Christian kiggede ind, og spurgte om jeg ville lave en særlig menu til gamere, som også kunne give en vinderfølelse med sine gyldne farver, så kunne jeg simpelthen ikke stå imod”, udtaler Whelming om samarbejdet.

Den Gyldne Ørn har opdateret menukortet, så samtlige kyllingeretter nu afspejler Bird of Plays gyldne koncept.

Den Gyldne Ørn valgte da også lynhurtigt at gå all in på ideen. Kigger man på deres menukort, som kan ses på billedet herover, byder menuen nu også på “Gold Nuggets”, “Gyldne Fritter” og “Goldslaw”. Som det kan ses i øverste højre hjørne, så er det GuitarLars som er ved at overveje, om han skal have en side dish til sin GG-kyllingemenu.

Vi er beærede over at få Bird of Play-brandet kædet sammen med en sand delikatesse, og vi kunne ikke forestille os en bedre restaurant end Den Gyldne Ørn til at realisere det.