Anmeldelse: Resident Evil Village

Det er aldrig rart at føle, at man bliver holdt øje med. Især ikke når ens liv er ved at falde sammen, og den person man mistænker for at stå bag, er den der udfører overvågningen. Med en urokkelig vilje til at overleve og et hævntogt som den primære motivator, bliver Ethan Winters ført til en afsides landsby, som metaforisk og bogstaveligt er gået i hundene.

Ethans tilstedeværelse bliver hurtigt bemærket. Både af de resterende landsbyboere som bestræber sig på at afværge den sikre død via tandsættet fra varulve, men også af en mystisk forsamling af umenneskelige skikkelser, hvis mål er at holde ham på afstand, inden han spolerer et ritual, som hans kidnappede spædbarnsdatter Rose spiller en stor rolle i.

Historien udspiller sig tre år efter begivenhederne på The Baker Ranch, som dannede rammerne for forgængeren Resident Evil 7: Biohazard. Jeg bør indskyde at jeg aldrig fik hilst på Baker-familien, og derfor gik ret så uvidende ind til Resident Evil Village. Spillet åbner dog med muligheden for at se en kort video, som beskriver hændelserne fra RE7. Det benyttede jeg mig naturligvis af.

Der er ikke meget idyl at finde i den lille landsby.

Til min store glæde er det faktisk heller ikke et forløb som er synderligt kompliceret at holde styr på. Som jeg husker tidligere spil i Resident Evil-serien, har de det med at eskalere fra simple survival-præmisser, til konspirationer om store firmaer styret af større egoer. I Village holdes fortællingen mere jordnær og lokal, hvor man rent faktisk føler at hovedpersonens tilstedeværelse er relevant for forløbet. Når genren nu engang er horror, så er den personlige dimension altså virkelig kærkommen.

Det er dog ikke gys og gru fra start til slut. Der er en veksling mellem rygradsstivnende skræmmeteknikker og paniske actionsekvenser i forløbet. Selvom spillet i en meget mild grad kan betegnes som open world, er det stadig et lineært forløb, hvor det med hård hånd dikteres hvor man skal gå hen næste gang. Man vender helt tiden tilbage til centrum af landsbyen, men med mulighed for at låse op for flere områder eller smutveje, med henblik på at kunne komme nemmere omkring eller finde skjulte skatte.

Det giver Resident Evil Village en virkelig solid pacing, når elementer af puzzles, stealth og action aldrig føles langtrukne. Dette gælder dog ikke spillets afsluttende område, der mere føltes som et overlevelsesmaraton, hvor hver patron der rammer ved siden af, føles som et skridt tættere på et nederlag.

Mørket er ikke din ven.

Det er en spøjs måde at ryste posen på. Jeg spillede på “Standard”-sværhedsgraden, hvor udfordringen ikke blev for overvældende, ligesom jeg heller ikke følte at mængden af ammunition var for sparsom. Det var dog bestemt ikke tilfældet i afslutningsområdet, hvor modstanderne er stærkere og mere drabelige end nogensinde. Her tæller hvert affyret skud, hvor alt andet end en fuldtræffer næsten kan betegnes som spildt.

Derfor er det også virkelig ærgerligt, at spillet ikke har helt styr på sine stealth-mekanikker. Det kunne være virkelig befriende, hvis man havde mulighed for at snige sig ind på en intetanende zombie, for at plante en kniv i halsen på den – om ikke andet, så bare for at svække den.

Det er dog ikke en mulighed, både fordi denne type angreb ikke eksisterer, ligesom omgivelserne lynhurtigt registrerer Ethans tilstedeværelse. Dette er uanset om han knæler i stilhed eller slendrer ind på matriklen med samme diskretion som Carl-Mar Møller i en stillekupé.

Jeg ville ønske jeg kunne snige mig ind på denne modstander, men et skridt senere blev jeg opdaget, og befandt mig da i en nærkamp jeg gerne havde undværet.

Der er faktisk kun en enkelt situation, hvor man opfordres til at gemme sig. Jeg skal ikke spoile hvad der reelt er Resident Evil Villages stærkeste horror-sekvens, men sekundet jeg fik øje på en meget specifik seng man kunne gemme sig under, vidste jeg at jeg ikke var langt fra at slå verdensrekorder i at holde vejret. Helt personligt har jeg en tendens til at grine efter et overstået gys eller chok, men i denne situation kunne jeg ikke andet end måbe, mens jeg aktivt skulle minde mig selv om, at jeg altså havde en spytklat i munden der skulle sluges.

Resident Evil Village er i høj grad også en first person shooter, hvor styringen dog er tilpasset sine horror-rammer. Jeg har spillet konsol-versionen, hvor det er muligt at slå auto aim til, men dette vil jeg på det kraftigste fraråde. Det er langt mere givende at lege med spillets animationer, når man for eksempel skyder en modstander i benet, og betragter dens efterfølgende kollaps mod jorden som konsekvens heraf.

Nu vi snakker om skydemekanikkerne, så skal der altså dedikeres et afsnit til brugen af de adaptive triggers på PlayStation 5’s Dual Sense-controller. R2 bruges til at affyre et våben, og modstanden i knappen føles intet mindre end fantastisk, når der sprøjtes død og ødelæggelse ud af løbet på en shotgun. Magien intensiveres yderligere når man sekundet efter forsøger at affyre endnu et skud fra selvsamme våben. Nu sidder knappen helt løst, og man må altså vente på at det enkelte våbens rate of fire har nulstillet sig selv. Jeg tror virkelig jeg har hamret den knap i bund uden resultat, oftere end jeg har med den tiltænkte effekt. Det er spildesign af bedste kaliber, og et text book-eksempel på hvad det er Dual Sense kan bidrage med til denne konsolgeneration.

Well done, Capcom. Well done!

En helt særlig ros skal lyde til Capcoms brug af de adaptive triggers på dual Sense-controlleren.

Nu vi snakker om de nye konsoller, så er jeg også glad for, at jeg har spillet Resident Evil Village på en PlayStation 5. Loadingtider er nærmest ikke-eksisterende, hvilket især forbløffede mig, da jeg skulle loade en tidligere savefil; jeg tror reelt set ikke jeg nåede at tælle til tre, før Ethans hænder dukkede op på skærmen med fingrene omfavnende hans håndpistol.

Den visuelle fremtoning er mindst lige så imponerende. Hver eneste kvadratmeter i Resident Evil Village virker designet ned til mindste detalje, med minimalt genbrug af teksturer på overflader. Fra de iskolde udendørsomgivelser til de klaustrofobiske underjordiske gange, efterlades et indtryk af et udviklerhold, som har nægtet at overlade noget som helst til tilfældighederne.

Med skiftende vejrforhold der også påvirker lyssætningen, tåge- og røgeffekter der medvirker til den tryggende stemning, og animationer for samtlige figurer som markerer en ny standard for hvor godt et multiplatform-spil kan tage sig ud, sætter Resident Evil Village barren virkelig højt.

Det ærgrer dog, at spillet ikke er helt konsekvent med hvilke objekter der kan skydes i stykker, og hvilke der blot er helt statiske. I nogle af husene man indtræder, kan man for eksempel snildt se tallerkenskår flyve til alle sidder, men retter man en patron mod en stillestående kasserolle, bliver den troligt stående på sin plads. Det havde lige givet det sidste løft, hvis der var mulighed for at manipulere mere med inventaret i de ellers betagende omgivelser.

Resident Evil Village rammer plet på sine kerneværdier.

Der er et par punkter på min ønskeliste, som jeg gerne havde set implementeret i Resident Evil Village. Det er dog nemt at tilgive disse mangler, når de elementer man får kastet efter sig, er udført så overlegent. Horror-sekvenserne er effektive, skydemekanikkerne mesterligt finpudset til formatet og den visuelle præsentation nemt nomineret til den nye liga af konsolspil, som netop er ved at træde ind på markedet.

Min første gennemspilning tog mig 11 timer og 19 minutter, hvis vi altså ikke medregner de situationer hvor jeg måtte lade livet, for at ryge adskillige minutter tilbage. Det kan godt være du tænker at det er ret kort tid, for et nyudgivet spil der nemt koster over 500 kr. Oplevelsen er dog så skarptskåret og varierende, og den generelle production value så høj, at Lady Dimitrescu må bøje nakken bagover for at få det fulde overblik.

Er du til horror-genren, endda bare i en minimal grad, så er Resident Evil Village værd at blive hjemsøgt af.

RESIDENT EVIL VILLAGE

Resident Evil Village blev udgivet den 7. maj 2021 til Xbox One/Series X|S, PlayStation 4 og 5 og PC via Steam og Epic Games Store. Vi har spillet PlayStation 5-versionen.