Anmeldelse: Monster Hunter Rise

Vi er klar med vores første Nintendo Switch-anmeldelse her på Bird Of Play. Og endda med en stor titel: Den nyeste titel i Monster Hunter-serien, Rise.

Jeg starter med en disclaimer: Jeg har aldrig spillet Monster Hunter før.

Derfor kommer jeg ikke til at forholde mig til, hvordan spillet er sammenlignet med de tidligere titler.

Så spørgsmålet er: Er jeg som nybegynder blevet solgt på livet som Monster Hunter? Den japanske landsby Kamura er truet af ”The Rampage”: en horde af monstre, som du, byens nyindsatte monsterjæger, skal holde fra døren. Du har på rejsen følgeskab af dine to buddies. Den første er en såkaldt palamute, en virkelig stor hund, som du kan ride på og som kan hjælpe dig i kamp. Den anden er en palico, der er en kat i fuldt ninjaoutfit, der ligeledes bistår dig i kampen mod de mange fjendtligt indstillede bæster.

Kamura er en middelalderlig japansk landsby fyldt med smuk arkitektur. Alt ved landsbyen gør faktisk, at man ikke er et sekund i tvivl om, at Capcom er japansk. Nærmest stereotypt japansk. Der er blandt andet karaokenumre, man bliver tvangsindlagt til at høre. Hver gang du indtager et måltid i landsbyen, så SKAL du først præsenteres for et karaokenummer på japansk med engelske undertekster, akkompagneret af dansende palicos, der tilbereder din mad. Første gang man bliver præsenteret for den her jingle, er den meget sød. Men jeg holder simpelthen ikke nok af katte (modsat chefredaktøren), til at det bliver ved med at være underholdende at se det igen og igen. Ligesom resten af det finurlige japanske univers man træder ind i, så følte jeg at det gik fra at være charmerende til trættende i løbet af spillet.

Karaoke-kattene tilbereder et måltid

Efter omhyggeligt at have designet min karakter og mine to hjælpere, var jeg klar til at forsvare Kamura. Man bliver mødt af overjægeren, Elder Master Fugen, som fortæller dig at byen er i fare og har brug for dig. Desværre på en temmelig karikeret og akavet facon. Den er temmelig akavet, og sammen med den mærkelige lipdubbing fra japansk til engelsk, gav den mig lidt et indtryk af at jeg var vidne en virkelig dårlig kung-fu film fra det forrige årtusind. Hvad mærkeligere er, så var teksten i dialogboksen noget helt andet, end det sagte. Og efter et par timer gav jeg faktisk op på både at lytte og læse den, fordi det blev forvirrende og småirriterende. Og det var samme vej det gik med soundtracket.

Når du befinder dig i landsbyen, som du gør hver gang du skal starte en ny mission eller opgradere dit udstyr, er det den samme sang der spilles. Altid. Hele tiden. Og den er 30-45 sekunder lang. Det endte med at jeg slet og ret slukkede lyden, faktisk.

Progressionen i spillet består i at jagtene er delt ind i sværhedsniveauer. Fra én til fem stjerner i ”village quests”, der er hovedhistorien. Og så én til syv i ”hub quests”, der er spillets online-element. Rulleteksterne ruller over skærmen, når man har besejret det sidste, største og mest frygtindgydende monster, Magnamalo. Sideløbende kan man påtage sig “Rampage Quests”. Dette tiltag er et klart forsøg på at tilføje et strategi-element. Der kommer bølger af monstre, som forsøger at bryde byens porte ned. Ind i mellem bølgerne skal man opgradere sit bolværk, til at kunne stå imod de stærkere og stærkere monstre.

I kamp mod Magnamalo

Det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting at et spil er udfordrende. Men når det handler om, at gameplayet er så kompliceret, at man ret beset ikke ved hvad man laver, så er det altså heller ikke en god ting. Jeg fik kæmpet mig igennem mine frustrationer, og fandt ud af hvordan de forskellige mekanikker virker og skulle bruges, herunder de nye tilføjelser wirebugs og wyvern riding. Men der tror jeg allerede jeg var nået til de tre- eller firestjernede missioner. På den måde blev sværhedsgraden vendt lidt på hovedet for mig. Jeg kunne nemlig “cruise” noget lettere igennem den sidste del af spillet. Jeg forestiller mig, at læringskurven ikke er nær så stejl for de spillere, der før har prøvet kræfter med serien. De har formentligt lynhurtigt fundet ud af at indarbejde de nye features i deres arsenal og sluppet for mine nybegynderfrustrationer.

Jeg supplerede med nogle af de jagter, der er designet til at blive klaret i fællesskab. Gruppedannelsen online skete ret hurtigt, og kun én gang oplevede jeg, at jeg skulle vente i mere end 30 sekunder før jeg kunne sætte ud på jagt sammen med tre andre spillere.

Det er klart her, spillet toppede for mig. Monstrenes modstandsdygtighed bliver fint tilpasset til, at man er flere spillere, og på den måde lykkes det faktisk at skabe en actionfyldt oplevelse. Til trods for at man løser disse missioner som gruppe, er oplevelsen dog ikke udpræget social. Der er ikke megen mulighed for at kommunikere sammen, da der simpelthen ikke er en chatfunktion i spillet. Det er ikke nogen hindring for selve jagten, men man kunne godt savne at kunne chatte eller snakke med dem, man spiller sammen med.

Rampage-missionerne er ikke nær så vellykkede. Man skal som sagt bygge et bolværk til at forsvare byens porte bestående af diverse bomber, kanoner, ballistaer og andre mekanismer. Som missionen skrider frem kan du opgradere dine installationer. Nogle er betjent af byens borgere, mens andre skal betjenes af dig selv. I det øjeblik jeg trykkede på knappen, der lod mig betjene en balista, begyndte jeg at svinge vildt med min konsol. Men der skete ikke noget. Helt intuitivt havde jeg forsøgt at benytte mig af gyro-mekanikker, som simpelthen bare ikke var der. Faktisk gav jeg helt op på at bruge nogle af de installationer, jeg selv skulle betjene, og i stedet gik jeg i gang med at bekæmpe dem med et af de 14 våben, man også har tilgængeligt i jagterne.

At spille Rampage efterlod mig med et brændende spørgsmål: Hvorfor har man ikke udnyttet at spillet er eksklusivt til Switch? Jeg undrede mig over, at man ikke har forsøgt at inkorporere nogle af de features, der gør den håndholdte konsol unik. Allerede da jeg spillede demoen, tænkte jeg over, hvorfor man ikke havde designet spillet til Switch. Men efter at have spillet Rampage-mode, var den undren vokset til et brændende spørgsmål. Hvorfor ikke bruge de bevægelsesfølsomme controllere, når spillet nu skal være en eksklusiv udgivelse til Switch? Faktisk føles det lidt, som om man spiller et PS4- eller Xbox One-spil, der er blevet ported til den noget mindre kraftfulde Switch. Der er ikke rigtig nogen features, der gør at eksklusiviteten giver mening.

Er jeg blevet tændt på livet som Monster Hunter? Det korte svar må være nej. Den papirstynde historie, den irriterende dialog og et soundtrack der drev mig til vanvid bliver desværre ikke opvejet af gameplayet, som ellers, når man først har fået det ind under neglene, egentlig er ret underholdende. Det kan være, at jeg vender tilbage, hvis der kommer en DLC med en ny historie, eller en patch, der giver mig gyro-controls. Men som spillet er nu, så tror jeg ikke, at jeg kommer til at jagte flere monstre.

Monster Hunter Rise blev udgivet den 26. marts eksklusivt til Nintendo Switch.