Anmeldelse: It Takes Two

Parforhold og ægteskab er ikke altid en dans på roser. Det kræver en indsats fra begge parter, som hver især bør bidrage til at få samlivet til at gå op i en højere enhed. Det er desværre ikke gået helt op for May og Cody, hvis ægteskab har været udfordrende grundet manglende kommunikation og forståelse for hinandens ønsker, drømme og kompetencer. De har derfor besluttet at skilsmisse er vejen frem, hvilket deres datter Rose ikke tager særlig pænt.

I et tårevædet øjeblik er Roses største ønske, at hendes forældre kan blive enige om tingene og give forholdet en ærlig chance til. Hvad ingen forudser er, at May og Cody bliver forvandlet til to af Roses yndlingslegetøjsdukker. Den eneste måde de kan vende tilbage til deres menneskekroppe, er ved at føje instrukserne fra en karismatisk talende bog: “The Book of Love”.

Bogen har sådan set løsningen på deres problem, men insisterer på at smide dem igennem en masse strabadser, før de kan forvandles tilbage. May kalder det “afpresning”. Bogen kalder det “terapi”.

The Book of Love har en ukuelig optimisme, som ikke falder i god jord hos Cody og May.

May og Cody skændes konstant i løbet af de godt 12 timer en gennemførsel tog mig. Når det endelig lykkes dem at overkomme en særligt vanskelig udfordring, belønner de hinanden med et diskret “good job”, som så er glemt igen få øjeblikke efter. Der er nærmest ingen karakterudvikling, og når en af spillets sekvenser viser minder fra parrets hvedebrødsdage, er det på så overfladisk manér, at selv de mest skrabede rom-com-film kommer til at sluge sin egen opkast.

Til trods for at May og Cody er mennesker i dukkekroppe, kan jeg heller ikke se bort fra deres mærkelige måder at bevæge sig på i spillets cut scenes. Det er som at betragte to Teletubbier, der spræller og laver fagter, mens de glæder sig til en skål fyldt med Tubbyjordbæris. Det virker simpelthen så mærkeligt, at se to voksne mennesker agere så livligt, når de i virkeligheden er indebrændte, skuffede og stædige.

Cody og May er tvunget til at samarbejde, for eksempel i denne situation, hvor Cody skal affyre nogle punkter mod en isvæg, som May da kan hoppe til og fra.

Historien fangede mig simpelthen ikke, og jeg havde især håbet at slutningen ville efterlade et emotionelt slag i maven, som skulle få mig til at mindes egne tidligere relationer, og hvordan de var nået afgrunden – og måske potentielt kunne reddes. Denne forløsning udeblev dog helt, og det er en ærgerlig smag at have i munden, efter et ellers helt igennem fantastisk spil.

Hov! Var jeg ikke lige i gang med at sable It Takes Two ned? Jo, det var jeg. Men sagen er den, at når først jeg var i gang med de spilbare sekvenser, så glemte jeg alt om den intetsigende historie. Alt hvad jeg skriver herfra bliver med yderst rosende termer, for selvom jeg ikke husker synderligt mange nøglepunkter fra historieformidlingen, så er der et utal af gameplay-elementer, som jeg kommer til at huske i mange år fremover.

It Takes Two er, ligesom Hazelight Studios’ tidligere spil A Way Out, et 100% co-op-spil. Det er simpelthen ikke muligt at spille alene. Du skal derfor alliere dig med en ven online, eller invitere en ven, bror/søster, livsledsager eller (for en mere indlevende og autentisk oplevelse) tidligere livsledsager til at gøre dig selskab.

Støvsugere har (åbenbart) også følelser.

May og Cody skal igennem et væld af baner, som på en eller anden måde relaterer sig til deres forhold. Spillets første bane handler om at få bugt med deres aflagte støvsuger, som er blevet fornærmet over at være blevet skiftet ud med en nyere model. May klandrer Cody for at have støvsuget en masse skrammel op, som fik den til at gå i stykker, og Cody klandrer May for ikke at have repareret den, som hun ellers havde lovet at gøre.

Senere baner byder blandt andet på parrets gensyn med den snedækkede landsby, hvor de tilbragte deres første skiferie, baghaven hvor Cody altid har drømt om at lade sine gartnerevner få frit spil, og Roses værelse med alt det legetøj de har købt til hende gennem tiden. Der er masser af alsidighed i omgivelserne, og dette matcher perfekt den alsidighed man finder i spillets gameplay.

Hver bane giver May og Cody nogle nye evner, som dog er afgrænset til kun at virke i de forestående omgivelser. I en rum-bane får May evnen til at trodse tyngdekraften, mens Cody får evnen til at skifte størrelse. Disse evner skal da bruges til både at traversere landskabet som i en platformer, samt løse kløgtigt udtænkte puzzles. I en af spillets andre baner, bliver de to rekrutteret af en flok egern, til at nedkæmpe de aggressive hvepse der huserer i nærheden. Cody får da en form for “maskingevær” der affyrer brændbar væske, og May kan da antænde det med sit “tændstiksgevær”.

Kun ved at kombinere våbnenes evner, kan May og Cody få bugt med de farlige hvepse.

Mængden af gameplay-elementer der er proppet ind i spillene, burde næsten være overvældende, men oplevelsen er så skarpt designet, at mekanikkerne aldrig bliver for komplicerede, ligesom de kun varer ved så længe det er underholdende. Man når simpelthen ikke at blive træt af hver sekvens, før spillet er klar til at smide nye ideer på bordet.

It Takes Two tager grundprincipperne fra et væld af genrer, og koger det ned til et absolut minimum, som alle med en controller i hånden vil kunne forstå. Der er racing-sekvenser i Mario Kart-stil, kampspil à la Street Fighter, dungeon crawling fra Diablo og mere til. Man finder desuden et overflødighedshorn af mini games undervejs, hvor May og Cody konkurrerer mod hinanden. Dertil er der et overflødighedshorn af mini games, som inkluderer tovtrækning, snegleræs, whack-a-mole, skak, skydetelte… ja, igen et eksempel på hvor alsidigt spillet er. Bevares, ikke alle mini games er lige sjove, men de giver et underholdende afbræk på yderst passende tidspunkter, hvor samarbejdet skiftes ud med venligtsindede indbyrdes opgør.

Tovtrækning er blot et af de mange mini games, som It Takes Two byder på.

It Takes Two er på gameplayfronten en vaskeægte rutschebanetur, hvor dynamikken konstant skifter, men energien aldrig falder til jorden. Jeg kan slet ikke tælle hvor mange gode grin min medspiller og jeg har haft fra sofaen. Det er især sjovt, når spillet anerkender de øjeblikke, hvor man bevidst spolerer hinandens bestræbelser. Det kan for eksempel være, når Cody pludselig fjerner en platform, som May er ved at hoppe over til, eller når de bruger deres evner til at påføre hinanden milde skader. For May og Cody smider disse handlinger blot mere brænde på bålet, men at udføre dem og se dem efterfølgende reagere på det, er intet mindre end hamrende morsomt.

Jeg ved godt jeg åbnede denne anmeldelse med en hård kritik mod historien. Det var dog blot for at få den ud af verden, så jeg i stedet kunne formidle den overvældende og altoverskyggende oplevelse, som finder sted når man tager styringen over det umage par. Underholdningsværdien her er helt i top, og It Takes Two placerer sig ubesværet blandt de bedste co-op-spil nogensinde.

For sit stilsikre og alsidige gameplay, overlegne udførsel, bifaldsværdige sans for kreativitet og en pacing i variationen som få spil har formået at efterligne, er det nemt at argumentere for, at It Takes Two skal belønnes med det officielle “Bird of Play: Essential”-stempel.

It Takes Two

It Takes Two blev udgivet den 26. marts 2021 til PlayStation 4 og 5, Xbox One og Series X/S og PC. Vi har spillet Xbox Series X-versionen.