Anmeldelse: Bonkies

Der er noget bedårende ved en tegneserieabe, som forsøger at stable klodser ovenpå hinanden. Det bliver bestemt ikke mindre nuttet, når aben klædes ud som astronaut. Placerer man dertil aben i rummet, hvor tyngdekraften giver helt andre spilleregler, end hvad arten er vant til på denne planet, er hysteriske latterudbrud nærmest uundgåelige.

“Bonkies er underholdning på et virkelig højt plan.”

Bonkies er et såkaldt couch co-op-spil, hvor to til fire spillere tager styringen af hver sin abe, som skal samarbejde om at stable klodser ovenpå hinanden ude i rummet. Nogle af brikkerne har former direkte importeret fra Tetris. Nogle har skæve vinkler eller afrundede flader, som besværliggør stablingsprocessen betragteligt. Nogle er lavet af beton og er derfor tunge at få op i højden, mens andre er lavet af glas, og nemt går i stykker, hvis man er så uheldig at tabe dem. Nogle kan springe i luften.

Klodserne bliver gjort tilgængelige via transportbåndene i siden, og skal placeres indenfor det afmærkede felt.

Bonkies udmærker sig ved at være lige dele underholdende og frustrerende. De første par udfordringer glider man relativt nemt igennem, mens man lærer de basale manøvrer og mekanismer. Sværhedsgraden øges dog voldsomt efter ganske få baner, og det er her man fristes til at flå håret ud af hovedet, når tyngdekraft, momentum og den ikke-intuitive gribearm begynder at modarbejde bestræbelserne.

Jo, de første mange forsøg, på at gennemføre en umiddelbart uoverskuelig bane, er hamrende morsomme. Det har helt bestemt sin charme, at se en rumraket man har brugt finesse og præcisionsarbejde på at få stablet til nær perfektion, lige så stille vælte mod jorden fordi man ikke fik kommunikeret med sin medspiller, hvordan man får den løftet op til målet for gennemførelse. Som du kan se på billedet herunder, gik det lidt… skævt.

BonkiesBonkies

Hvor de grå hår virkelig begynder at markere sig, er ved håndteringen af førnævnte gribearm. Den kan vende og dreje i alle retninger, og der er endda valgfrihed om man ønsker at styre den med højre analoge pind eller ved knaptryk. Ingen af løsningerne er dog ordentligt optimeret, hvilket især kommer til udtryk, når to spillere skal hjælpes ad med at bære de virkelig tunge elementer. Der er aldrig egentlig sikkerhed omkring hvordan to figurer bevæger sig relativt til hinanden, når de holder i hver deres ende af en aflang betonklods. Selv med et ret beskedent konkurrence-gen i mig, ender det oftere med at føles som et uretfærdigt nederlag, end en underholdende og lærerig oplevelse, som skal ruste mig til at give banen et forsøg mere.

Det tog mig en rum tid at finde ud af hvordan gribearmen skal beherskes. Da det endelig lykkedes, i hvert fald i noget grad, kunne jeg alligevel ikke løbe fra, at Bonkies er underholdning på et virkelig højt plan. Mange af banerne er fantastisk godt skruet sammen, og processen med at regne ud hvordan de skal håndteres, er virkelig givende – især når ens plan lykkes. Min medspiller og jeg har uddelt adskillige high fives, både på skærmen og i sofaen, og vi har slet ikke kunne lade være med at råbe “BANAZING”, når en bane er klaret indenfor den ekstra strikse tidsramme, som udløser et bananpoint; disse bruges til at låse op for flere spilbare figurer.

Langt de fleste baner er optimeret til mindst to spillere, mens andre “anbefales” at imødekommes af tre eller fire spillere. Med tanke på at starten af 2021 ikke just indbyder til at samles flere mennesker end højst nødvendigt, og at jeg desuden kun ejer to controllere til min Xbox, så er det ekstra ærgerligt, at det ikke er muligt at spille online. Det betyder at der er nogle baner, som ganske enkelt er umulige at gennemføre. Ser man på et andet spil i genren, Overcooked, som har optimeret samtlige baner til at fungere for to til fire spillere, så er det synd at Studio Gauntlet ikke har taget højde for det samme.

Det anbefales at være minimum tre spillere til denne bane, og min medspiller og jeg lærte meget hurtigt hvorfor.

Bonkies er et spil, som er nemt at anbefale til en festlig forsamling. Tidspunktet for udgivelsen er dog en anelse skæv, da festlige forsamlinger er ret så ilde set for tiden. Der er skam også en single player-kampagne, men den fungerer udelukkende som en forret til en langt mere sprudlende hovedret. En festmiddag er dog ikke sjov, når man ikke må invitere gæster på besøg.

Bonkies blev udgivet den 29. januar til Nintendo Switch, PlayStation 4, Xbox One og PC via Steam og GOG.com. Vi har spillet Xbox One-versionen via bagudkompatibilitet på Xbox Series X.