Amazon Game Studios aflyser Online Lord of the Rings-spil

Amazon kan ikke ligefrem siges at have haft held med deres spiludvikling, siden de lancerede Amazon Game Studios tilbage i 2014. Adskillige af deres projekter er enten blevet forsinket af flere omgange, eller har helt droppet udviklingen.

Det samme er nu sket for et onlinespil, der skulle finde sted i Lord of The Rings-universet. Ifølge Jason Schreier hos Bloomberg skyldes aflysningen af projektet, at et af de firmaer der bidrog til udviklingen, det Kina-baserede Leyou Technologies Holdings Ltd., blev opkøbt af Tencent Holdings Ltd. i december. Nye kontraktforhandlingerne mellem Amazon og Tencent førte til uenigheder, i en sådan grad at hele projektet måtte aflyses.

Samtlige medarbejdere der har arbejdet på spillet, vil blive flyttet til andre afdelinger og projekter. En talsmand fra Amazon har udtalt følgende:

“We love the Lord of the Rings IP, and are disappointed that we won’t be bringing this game to customers.”

Med fare for at blive kaldt “ordkløver”, så synes jeg altså det virker ret arrogant, at omtale fans af Lord of the Rings, onlinespil og gaming generelt som “customers”, altså “kunder”. Det er ikke fordi jeg naivt forestiller mig, at virksomheder med milliardindtægter ser købere af deres produkter som andet end kunder. Fra et PR-perspektiv ville det dog, i min optik, være mere klædeligt og respektabelt, at omtale målgruppen som “gamere”, “LotR-fans” eller “passionerede nørder”. Der er i hvert fald ingen af disse eksempler der insinuerer, at man blot er et tankeløst får med lommen fuld af guld der i sidste ende tilhører Amazon.

Hvis man er en spiludvikler, der ønsker at se sit færdige produkt i handlen, så lader det altså til, at man, rent statistisk, bør holde sig væk fra Amazon Game Studios.

Hungrer man efter et spil i Ringenes Herre-rammerne, så er det indtil videre Lord of the Rings: Gollum, som er mest værd at holde øje med.