Alt håb er ude for verdens bedste horror-spilserie

Jeg nåede dårligt nok at lande efter min gennemspilning af Resident Evil Village, før jeg så at der var et nyt spil på vej, fra min absolutte yndlingshorror-spilserie. Jeg snakker om Project Zero, der i USA dog er kendt som Fatal Frame. Spillet går ud på at bevæge sig igennem et hjemsøgt hus i Japan, hvor man med et magisk kamera skal tage billeder af spøgelser. Det lyder muligvis fjollet, men alle der har spillet det, ved præcis hvor kuldegysningsfremprovokerende det er.

Jeg snublede ved et tilfælde over traileren for det næste Project Zero-spil, og efter at have set den, må jeg ærligt indrømme, at jeg aldrig har set noget så skræmmende i mit liv. Se selv videoen herunder:

Ja, du så rigtigt. Det kommende Project Zero-spil bliver i form af en forp¤%#t pachinko-maskine.

Mange horrorspil har prøvet, men ingen har endnu haft succes med at give mig søvnløse nætter, i nær så høj grad som Project Zero-spillene. Jeg nød disse i fulde drag på min gamle PlayStation 2, og jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har skreget som en prinsesse, når et spøgelse pludselig er dukket op på linsen. Den effekt har hverken Resident Evil, Alien: Isolation, The Evil Within, Outlast, eller andre prominente horror-titler formået at fremmane.

At se Project Zero nu finde vej til et gambling-format, gør på alle måder ondt. Ikke kun fordi jeg finder det skændeligt for brandet, men også fordi jeg betragter dette som dødsstødet, til alle mine forhåbninger om at se serien genoplivet. Jeg må sætte min lid til, at Silent Hill i det mindste eksisterer i et eller andet omfang…

… et eller andet sted.