Alex Kidd in Miracle World DX melder sig udgivelsesklar til juni

Retro-entusiaster holder angiveligt allerede godt øje med Alex Kidd in Miracle World DX. Til november er det 35 år siden Alex Kidd in Miracle World udkom til Sega Master System, men om få måneder finder den nye udgave vej til moderne konsoller og PC.

I an ny trailer, som også viser spillets gameplay frem, annonceres udgivelsesdatoen til at være den 24. juni. Se traileren lige her:

Jeg spillede selv Alex Kidd som lille, når jeg var på besøg hos de kammerater, som havde et eksemplar af spillet. Jeg var dengang fyrsteligt underholdt, og at dømme ud fra traileren, kan det sagtens ligne en fornøjelse der er værd at gentage. Især sten-saks-papir-sekvenserne er jeg næppe alene om at huske tydeligt.

Alex Kidd in Miracle World DX udgives som sagt den 24. juni, og spillet kommer til PlayStation 4 og 5, Xbox One og Series X/S, Nintendo Switch og PC via Steam og Epic Games Store.