Afsæt omkring 40 timer til at gennemføre Outriders

I dag er der præcis en uge til Square Enix og People Can Fly’s Outriders udkommer. Med en yderst populær demo tilgængelig, er interessen så afgjort skudt i vejret for stortitlen. Forud for udgivelsen har GamingBolt transskriberet et interview med udviklerne, hvor de selv og andre outlets var til stede.

I interviewet spørges der ind til potentielle udfordringer ved at udvikle et spil til to konsolgenerationer, hvor vidt Covid-19 har været den direkte årsag til forsinkelser, og hvordan spillet vil håndtere Late Game-indhold.

Hvad jeg dog hæftede mig mest ved, var spørgsmålet om hvor lang tid en gennemførsel af spillet tager. Til det blev svaret en anelse svingende, men dog med noget der minder om et konkluderende estimat:

“… I would say it’s 20 to 40 hours of gameplay time. But that’s how we are estimating, again, it’s really hard to estimate because if someone is rushing through the content that he already knows, of course, that could be a shorter run. Still, for us, the average, I would say it’s closer to 40 hours.”

Du kan altså regne med at dedikere i omegnen af 40 timer, hvis du skal have en fyldestgørende oplevelse af Outriders. Som det også nævnes i interviewet, så har alle forskellige måder at spille på. Nogle løber igennem et spil, som om der venter en medalje ved målstregen, mens andre, mig selv for eksempel, foretrækker at tage mig god tid, til at undersøge selv de mindste sprækker i kulissen.

40 timer er nu heller ikke helt skidt for et spil nu om stunder. Taget i betragtning at spillet også er tilgængeligt med Xbox Games Pass på udgivelsesdagen, så er der nok adskillige gamere, som vil benytte anledningen til at give Outriders et hæderligt forsøg. Det skal jeg i hvert fald.