Aflyste Castlevania: Resurrection dukker op efter mere end 20 år

Tilbage i 1999 kunne Konami præsentere Castlevania: Resurrection bag lukkede døre under E3-messen i Los Angeles. Spillet blev aldrig officielt fremvist for den brede befolkning, og projektet blev da også afblæst helt. Ifølge Polygon var der folk hos Konami, som bevidst saboterede spillets udvikling.

Det er 22 år siden, og netop denne spilbare demo er nu dukket op til overfladen. I videoen herunder kan man se spillet starte op på en Sega Dreamcast, hvor den ansigtsløse spiller skifter mellem flere af spillets baner via en såkaldt developer menu:

I demoen er Sonia Belmont den spilbare figur, men spillet skulle angiveligt have introduceret Victor Belmont til serien. Han blev dog først rigtigt “født” i Castlevania: Lords of Shadow 2 i 2014.

Det er altid spændende at se aflyste spilprojekter bliver afviklet på denne måde, da det giver et lille indblik i processen, og ikke mindst anelser om hvad vi kunne have have haft mellem hænderne.

Castlevania-serien har ikke haft en udgivelse siden førnævnte Lords of Shadow 2 fra 2014. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er ved at være på tide, at denne klassiske spilserie får en rigtig genoplivning.