Årets Call of Duty udvikles af Sledgehammer

Til trods for et par rygter hist og her, om at årets Call of Duty-udgivelse ville blive skubbet til 2022, har Activision bekræftet (tak til IGN), at det ikke er tilfældet. Call of Duty vil ramme sit sædvanlige efterårsvindue i 2021, og det bliver Sledgehammer som står for udviklingen.

Spillet vil byde på single player, co-op og multiplayer, samt en integrering med Call of Duty: Warzone. Spillet udvikles desuden med forhåndsoptimering til Xbox Series X og PlayStation, og vil blandt andet understøtte disse konsollers særlige funktioner som Quick Resume og de adaptive triggers i Dual Sense-controlleren.

Sledgehammer har rigelig erfaring med Call of Duty, da de både har assisteret med udviklingen af Modern Warfare og Black Ops: Cold War. De stod også i spidsen for Call of Duty: WWII fra 2017.

I samme forbindelse har Sledgehammer også meldt ud, at de åbner endnu en filial i Toronto i Canada, som skal bidrage til udviklingen af både Call of Duty og fremtidige projekter. Denne annoncering fandt sted på Twitter:

Detaljerne om årest Call of Duty er sparsomme, men nogle rygter påstår, at Sledgehammer endnu en gang rejser tilbage i tiden, med anden verdenskrig til at levere de overordnede rammer.

Vi forventer yderligere detaljer i løbet af sommeren.