20 Bethesda-spil ligger klar på Xbox Game Pass nu

Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at Xbox’ køb af Bethesda og Zenimax Media endelig vr gennemført. Nu kommer så første bølge af reelle konsekvenser for gamerne – og det er yderst positivt.

Fra og med (tjekker lige datoen) I DAG ligger der intet mindre end 20 Bethesda-spil klar på Xbox Game Pass. Du kan altså downloade og spille disse spil lige nu, hvis du betaler til et Game Pass-abonnement.

Det er på bestemt ikke en kedelig liste af spil, som finder vej til Game Pass. Der er klassikere fra nogle af de største serier som The Elder Scrolls, Doom, Wolfenstein og Fallout. Vil du have at vide præcis hvilke spil der er på tale? Fint! De er alle opremset lige her:

  • Dishonored: Definitive Edition
  • Dishonored 2
  • Doom (1993)
  • Doom II
  • Doom 3
  • Doom 64
  • Doom Eternal
  • The Elder Scrolls III: Morrowind
  • The Elder Scrolls IV: Oblivion
  • The Elder Scrolls V: Skyrim Special Edition
  • The Elder Scrolls Online
  • The Evil Within
  • Fallout 4
  • Fallout 76
  • Fallout: New Vegas
  • Prey
  • Rage 2
  • Wolfenstein: The New Order
  • Wolfenstein: The Old Blood
  • Wolfenstein: Youngblood

Der er dog nogle spil, som i min optik er bemærkelsesværdigt fraværende. Fallout 3 har tidligere været på Game Pass, men blev altså fjernet i starten af 2020. Her var ellers en gylden mulighed, for at få det tilbage. Efterfølgeren til The Evil Within, som kreativt er navngivet The Evil Within 2, var sin forgænger langt overlegen, og det undrer mig, at dette spil ikke gør sin forgænger selskab på Game Pass. Rage 2 er kommet med, men det er det første Rage til gengæld ikke. Doom Eternal har været tilgængeligt siden slutningen af 2020, så hvorfor ikke også få Doom (2016) med?

Det er selvfølgelig nemt at være en sur stodder, og brokke sig over mangler fra sin ønskeliste. Jeg er nok bedre tjent, ved bare at nyde at en masse fantastiske spil, er klar til at blive tævet igennem, enten for første, anden eller tredje gang. Jeg ser især frem til endelig at få kastet mig over Prey og Dishonored 2 for første gang. Men jeg kan nok heller ikke holde mig fra en frisk gennemspilning af Morrowind og Oblivion, ligesom de gamle Doom-spil nok også kommer til at stjæle min opmærksomhed.

Yderligere detaljer finder du på Xbox Wire, hvor nyheden oprindeligt blev bragt.